At stå frem

At stå frem

 

Jeg manglede i den grad rådgivning og erfaringer, da jeg valgte at stå frem. Selv via intense søgninger på nettet, fandt jeg ikke nogen, der havde gjort det, som jeg stod overfor. Det var ikke helt den samme historie, trussel, tidspres osv., så jeg kunne drage direkte paraleller og forberede mig mentalt.

 

Frygt

Dét at turde stå frem med sin historie, kræver stort mod og er forbundet med mange bange anelser og bekymringer. Selv tog det mig 32 år, at opbygge det nødvendige mod til endelig at fortælle det højt.

 

Fortæl til én du stoler på

Som offer for seksuelle overgreb er ens værste frygt, at blive afvist og ikke troet på. Fortæl det til én du stoler 100% på. Er du barn/ung vil jeg anbefale dig, at sige det til en voksen, som kan hjælpe dig videre. Det kan f.eks. være et familiemedlem, din klasselærer eller studievejleder, din bedste ven/venindes forældre eller en af hjælpeorganisationerne under Links til hjælp. Her kan du være anonym og sikker på, at du i første omgang bare kan få lettet dit hjerte.

 

Indenfor eller udenfor familien

Der kan være en forskel i reaktionerne, hvis krænkeren er en person udenfor familien. I det tilfælde vil det af og til være lettere for din familie, at støtte op om dig. Mit udgangspunkt er incest og det vanskelliggører mange ting, når det er indenfor familien.

 

Er overgrebene sket indenfor familien (incest), er der mange blandede følelser involveret. Der er en frygt forbundet med, at bringe snavset frem i lyset. Hvad skal der blive af mig? Og hvad skal der blive af min krænker? Bliver hele familien splittet ad? Bliver de andre familiemedlemmer sure på mig? Afviser de mig?

 

Kærlighed og had

Ofte vil man føle både kærlighed og had til den/de i familien, som har krænket en. Derfor gør det situationen svær, at forholde sig til. Men det må ikke afholde dig fra, at sige det til nogen. Det er IKKE i orden dét du oplever/har oplevet. Både du og den krænkende skal have noget professionel hjælp. Det er aldrig din egen skyld og du er ikke alene.

 

Konsekvenser

Det har sine konsekvenser, at stå frem. Du skal være forberedt på forskellige reaktioner indenfor og udenfor familien. Derfor er det meget vigtigt, at du har mindst én person som du stoler på og du kan støtte dig til samt en professionel, der kan hjælpe dig med at tage en kvalificeret beslutning. Forhåbentlig vil du - ligesom jeg - opdage, at dine virkelige venner ikke ser anderledes på dig, fordi det er sket for dig. Men du kan også komme ud for, at du mister både familie og venner og oplever en stor rungende tomhedsfølelse.

 

Mine erfaringer

De reaktioner og erfaringer jeg siden har gjort mig, videregiver jeg til andre som overvejer, at stå frem - så du har et nogenlunde overblik over, hvad det i virkeligheden vil sige, at gøre det og forhåbentlig undgå nogen af de sure lærepenge, jeg har måtte gå igennem undervejs.

 

Egne forventninger

Måske du har en forventning om en lettelse eller frihed, der fuldstændig udebliver når du har fortalt det til familien. Det er også en tung byrde, der bliver lettet. Men alting bliver ikke let og godt bagefter. Måske bliver nogen ting lettere, mens andre bliver sværere.

 

Selve dét at sige det højt, får det ikke til at forsvinde. I virkeligheden skal du først til at påbegynde det lange seje arbejde med bearbejdningen i det øjeblik du siger det højt for første gang. Og det er dét arbejde og de ting du bevidst forøger din livskvalitet med, der kan give dig en frihed på længere sigt. Men intet kommer af sig selv.

 

Afstandstagen/fornægtelse

Du kan opleve, at din familie tager afstand fra det skete og ikke kan forstå noget så forfærdeligt er hændt i deres familie. Nogen af dem nægter, at se sandheden i øjnene fordi det gør for ondt. Måske bliver du endda beskyldt for at lyve, gøre dig interessant eller være hævngerrig. Udover at få det talt igennem med andre familiemedlemmer/nære venner, skal de have professionel hjælp til at få bearbejdet chokket. Det er ikke din opgave, selvom du måske føler skyld over, at have påført dem unødig smerte ved at bringe fortiden frem.

 

Manglende anger

Måske håber du på, at vedkommende oprigtigt angrer for sine gerninger. I de fleste tilfælde jeg kender til, nægter krænkeren altid - selv når der er beviser. Så gå ikke efter en soning, hvor du får svar eller undskyldninger. Du vil sandsynligvis blive svært skuffet og kan risikere at blive svinet til, truet eller kaldt for løgner.

 

Udstødelse

Det er umuligt, at forudse familiens reaktion på hemmelighederne. Dem, du måske havde regnet med forståelse og opbakning fra, kan reagere meget kraftigt på, at du begynder at tale om overgrebene. Du skal derfor være indstillet på, at du kan blive udstødt af familien og blive det sorte får. Dette til trods for, at det ikke er dig, der har gjort noget forkert. Derfor er det meget vigtigt, at du har støtte og opbakning andre steder fra, så du har et bagland der hjælper dig igennem.

 

Ingen reaktion/ignorerer dig

Andre bliver så forskrækkede at de slet ikke ved, hvad de skal sige til dig eller hvordan de skal reagere. Derfor ignorerer de dig i et forsøg på ikke at gøre eller sige noget forkert. Så får de ikke sagt noget dumt og vælger så i stedet ikke at sige noget som helst. I virkeligheden er det jo dybt misforstået. Ofre der lige er trådt frem, har brug for opbakning - ikke afstandstagen.

 

Det kan sammenlignes lidt med pludseligt dødsfald eller hvis nogen bliver alvorligt syge. Flere kræftsyge oplever pludselig, at folk de kender ikke længere kan kigge dem i øjnene eller skynder sig over på den anden side af vejen. Det er folks berøringsangst, der kommer op og det kan være dybt sårende.

 

Skyld

Måske du bliver pålagt skyld eller du selv føler skyld over, at have bragt snavset frem i lyset og splittet familien ad. Du vil skulle fortælle dig mange gange, at det ikke er din skyld og dig, der har gjort noget forkert. For den følelse vil automatisk dukke på. Nogen tror at overgrebene forsvinder, hvis man undlader at tale om dem. Det gør de aldrig. De forsvinder heller ikke ved at fortælle dem højt, men de kan blive nemmere at leve med og komme over, ved at tale med nogen om det. Tal med dit tætteste netværk, foreninger og hjælpeorganisationer, din læge, psykolog og/eller sexolog.

 

Komme videre

Nogen vil bruge udtrykkket "Komme videre", hvis du vælger at fortælle om overgrebene. Enten i forbindelse med positiv anerkendelse eller som irritation. Begge dele kan virke lige provokerende og sårende. For hvornår er man i virkeligheden kommet videre?

 

Overgrebene vil altid være en del af dig på godt og ondt. De forsvinder ikke som dug for solen, men du kan få redskaber til at lade dem fylde mindre og kunne leve et tåleligt liv. Men det kræver tid og arbejde, og mange tror fejlagtigt, at "nu kan du jo rigtig komme videre, når du har sagt det højt". Nogen forventer, at man er kommet videre når man ikke taler om "det" mere. Det forventes, at man nærmest glemmer det igen og så kan der komme negative reaktioner.

 

Anerkendelse

Både i familien og vennekredsen vil du forhåbentligt også opleve, at folk anerkender dig for den du er. De dømmer dig ikke, for dét du har været udsat for.

 

Ved at stå fuldt offentligt frem med min bog og foredrag, har jeg hovedsageligt oplevet en helt utrolig varm og støttende opbakning omkring mit valg og min udvikling, især fra fremmede mennesker der også har været misbrugt.

 

Via mit netværk har jeg nu et frirum, hvor jeg er ok. Gennem 3 årtiers undertrykkelse og fortielse, har åbenheden haft en overraskende og helende effekt på min proces. Og det styrker mig enormt meget.

 

Det er dog ikke noget let valg, at fortælle det højt og jeg er sikker på, at min vej ikke er den rigtige for andre. Måske det ikke er et endeligt farvel for dig, men blot en pause mens du bearbejder? Jeg og min lille familie levede under en trussel, som politiet ikke ville hjælpe mig med. Så jeg havde ikke andet valg end at stå offentligt frem, for at beskytte os. Selvom det har været og stadig er hårdt, har jeg ikke fortrudt det et øjeblik, for dette er en unik mulighed for at ændre tingenes tilstand for andre via oplysning, debat og fokus.

 

At bryde tavsheden i medierne

 

Hvis du overvejer, at fortælle din historie i medierne skal du tænke grundigt igennem, hvad dit formål er. Samtidig skal du have for øje, hvad mediernes dagsorden er. Inden et interview vil jeg råde dig til, at bede om de spørgsmål som de ønsker at stille dig. Eller sikre dig den garanti, at du frit kan afvise spørgsmål, der overskrider dine grænser.

 

"En grim historie"

Nogle medier er mere seriøse end andre. Enkelte er bare interesseret i en "grim historie", hvor du bliver misbrugt (igen!) for at skabe flere seere eller læsere. Jeg vil råde dig kraftigt til aldrig at gå med til, at fortælle detaljeret omkring overgreb eller krænker. Det er godt at bidrage med synlighed indenfor emnet seksuelle overgreb, men det skal aldrig være for at bringe svinehunden op i folk eller for at du blot skal fremstilles som en "grim historie". Dagen efter har befolkningen glemt dig, samtidig med at det i din familie og omgangskreds muligvis sætter dybe spor. Dit budskab og ønske om synliggørelse forsvinder, hvis du og din historie ikke fremstilles sobert.

 

Konsekvenser

Du skal forberede dig på mange forskellige reaktioner - positive som negative, hvis du optræder i medierne. Udover du sikkert synes det er spændende og er stolt over at komme i TV eller et trykt medie, skal du også vide hvad du går ind til. I forbindelse med udgivelsen af min bog og videre arbejde for synliggørelse af seksuelle overgreb, har jeg deltaget i flere TV-programmer og dameblade. Her er nogen af de reaktioner og overvejelser jeg selv har oplevet og gjort mig.

 

Dig selv

Selvom du har overvejet det nøje og talt dit valg igennem med flere andre, kan skyldfølelsen og skammen sagtens komme efterfølgende. Du vil måske føle skyld over, at du ødelægger din krænkers liv ved at fortælle, hvad der skete. Måske bliver du bekymret over, om folk omkring vedkommende vil hade hende/ham og det kan gøre dig trist og skamfuld. Gamle modsætningsfyldte følelser kan pludselig dukke op og det skal du virkelig have psykisk overskud og værktøjer til at håndtere, før du overhoved påtænker at gå til medierne.

 

Familie/omgangskreds

Alle dine venner, familie, gamle skolekammerater, dine børns forældre, kollegaer m.m. ved nu DET om dig. Selvom du føler dig fast besluttet og afklaret omkring det, kan du blive overrasket over de reaktioner der kommer bagefter. Hvis det er incest du vil fortælle om, skal du være klar over at ikke alle synes det er spændende, at hemmelighederne kommer frem offentligt. De kan blive sårede og vrede på dig. For nogen kommer det til et endelig brud i familien. Og i det tilfælde skal du have nogen i dit bagland både venner og professionelle, der kan hjælpe dig.

 

Det er ikke kun dig selv, som din åbenhed kan få konsekvenser for. Af hensyn til din samlever og børn, skal du ikke sige mere, end du kan forsvare at de bliver konfronteret med f.eks. af klassekammerater og kollegaer.

 

Gamle "venner"

Folk du ikke har talt med i mange år, kan lige pludselig kontakte dig og synes du er spændende. De kan også kontakte dig, for at udfritte dig om mere end du har lyst til svare på - fordi i "kender" jo hinanden fra gammel tid. Tænk dig godt om og vurder om du overhoved er interesseret i genoptagelse af kontakten.

 

Krænkeren

Du kan også forvente en voldsom reaktion fra krænkeren, der truer dig fordi du nu har udstillet jeres hemmelighed. Hvis vedkommende ikke er dømt, må du ikke fortælle/hænge vedkommende ud offentligt ved navn. Så kan du selv risikere, at blive straffet i henhold til Straffelovens kap. 27. Jeg vil kraftigt fraråde dig, at afgive et interview hvis dit motiv er blodtørst og hævn.

 

Du skal også være opmærksom på, hvilke konsekvenser det kan få for både din krænker og dennes familie/omgangskreds og evt. børn.

 

Folk fra "branchen"

Fortæller du din historie i offentligheden, skal du være klar på at møde både opbakning og kritik fra andre, der arbejder for samme sag. Der vil være tilhængere og tvivlere af, om det du gør og siger er rigtigt. Fasthold det, der føles rigtigt for dig.

 

Fremmede mennesker

Hvis du optræder i medierne, kan du blive kontaktet af fremmede mennesker, der f.eks. Googler dit navn, finder dig på Facebook m.m. De fleste vil blot rose dig for dit mod og evt. dele deres egen historie med dig. Men du kan også få ubehagelige henvendelser f.eks. fra krænkere.

 

Facebook

Værn om dit og familiens privatliv. Bruger du og familien Facebook, vil jeg råde jer til kun at lade personlige oplysninger, vennelister og billeder være tilgængelige for venner. Hold din profil lukket for nysgerrige, der evt. vil misbruge din skødesløshed.

 

Der vil være fremmede mennesker, der skriver til dig via Facebook og uden videre tilføjer dig som ven. Du skal være selektiv i forhold til, hvem du "lukker ind", idet ikke alle i det sociale netværk er dine venner - men blot nysgerrige eller med bagtanker. Du kan også være heldig ligesom jeg, at finde ligesindede der bliver rigtig gode venner med tiden. Lyt til din mavefornemmelse og del aldrig mere, end du er tryg ved.

 

Andre medier

Du kan efterfølgende blive kontaktet af andre medier, der vil bringe din historie. Igen skal du overveje, hvad deres dagsorden er og hvordan historien bliver vinklet. En erfaring rigere fra det tidligere interview, vil du bedre kunne stille dine betingelser.

 

Trykte medier (Aviser, magasiner, dameblade)

 

Stil som betingelse, at du vil have artiklen til gennemlæsning inden tryk. Afkræv journalisten at du kan rette faktuelle fejl og misforståelser. Inden du afgiver interviewet, gør dig klart, hvordan du vil fremlægge din historie. Skriv det evt. ned og øv igennem, så du ikke får sagt mere, end du vil have frem.

 

Du skal endvidere være opmærksom på, at nogen medier kan afgrænse din historie inden tryk. Dvs. at en artikel på du forhånd har godkendt, kan blive trykt simplificeret og beskåret. Den ret forbeholder redaktøren sig, dog må/kan der blot ikke tilføjes tekst som du ikke har godkendt.

 

Ting som er indlysende for dig selv idet du afgiver og gennemlæser interviewet, kan opfattes helt anderledes på skrift af andre. Lad derfor evt. en anden læse det også, så misforståelser kan blive rettet. Det er ærgeligt bagefter, hvis man støder andre ofre med sine udtalelser eller budskabet bliver misforstået.

 

Vær opmærksom på, at nogen medier godt kan spørge om din krænkers identitet, foto m.m. Med mindre at krænkeren selv giver sit samtykke til et mod-interview (hvilket de færreste gør), er det en rigtig dårlig idé at videregive det. Det vil være meget svært for dig at vurdere, hvad reaktionen fra krænkeren og dennes evt. familie og venner vil være, hvis pressen pludselig kontakter vedkommende. Tænk dig rigtig godt om og pas på dig selv.

 

Overskrifter og billedetekster kan have rigtig meget at sige for førstehåndsindtrykket af din historie. Vær forberedt på, at nogen medier bevidst udvælger eller fremhæver citater, der har til hensigt at forarge eller ryste læseren.

 

TV og radio

 

Hvis det er et direkte program, er presset større. Dels har du ikke mulighed for at fortryde bagefter, hvis du får sagt noget forkert eller mere end du havde tænkt dig. Dels vil du være mere nervøs, når du ved at det sendes direkte.

 

Jeg vil kun anbefale andre til at deltage på landsdækkende TV, hvis budskabet rummer mere end din egen historie. Du skal tænke det virkelig grundigt igennem, inden du medvirker i et direkte program.

 

Står du frem som pårørende

 

Er du pårørende til en misbrugt, skal du grundigt overveje hvilke konsekvenser det kan få for vedkommende på sigt.

 

Hvis det f.eks. er et lille barn, er det ikke sikkert, at barnet har lyst til senere, at blive konfronteret med sin fortid i skolen, lokalsamfundet, blandt venner osv. Fortæller du selv den direkte familierelation, afslører du samtidig barnets identitet.

 

I videst mulige omfang vil jeg derfor anbefale dig, at afgive et evt. interview anonymt eller i hvert fald sløre barnets tilknytningsforhold til dig, og blot angive dig selv som nært beslægtet eller lignende.

 

Spørgsmål?

 

Hvis du har nogen spørgsmål, eller ting du har brug for at vende, er du velkommen til at skrive til mig på info@smuktliv.dk - så vil jeg forsøge at hjælpe dig, hvis det er muligt. Der kan være svartider i perioder, da jeg modtager mange mails.

©2010-2017 Pernille Gyldensøe

All rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Pernille Gyldensøe