Gør din madlavning sjovere med fede køkkenmaskiner

Madlavning deler vandene. Nogle elsker det, fordi det er kreativt, produktivt og nærmest terapeutisk, mens andre synes, det er det kedeligste og mest intetsigende i hele verden. Uanset hvilken gruppe du tilhører, kan du peppe madlavningen op med nogle sjove, gode og effektive køkkenmaskiner og -gadgets.

Spar tid

Den åbenlyse fordel ved mange køkkenmaskiner er, at de kan spare tid og kræfter, så du har hænderne fri til at gøre noget andet. Er du typen, der aldrig bager boller, fordi du hader at ælte dej, så kan du formentlig få stor glæde af en røremaskine. Synes du, det er dødkedeligt at snitte grøntsager, findes der elektriske rivejern og minihakkere, der kan gøre arbejdet for dig. Hvis du synes, madlavning er kedeligt, fordi det simpelthen er for besværligt og tager lang tid, så er du måske en af dem, der kunne have gavn af at investere i lidt godt og tidsbesparende grej.

Til gourmanden

Elsker du allerede at lave god mad, så er du nok mere til maskiner, der giver dig endnu flere udfoldelsesmuligheder i køkkenet. Det kunne være en sousvide, der sikrer den perfekte tilberedning hver gang, og som kan gøre en hvilken som helst billig udskæring blød som smør. Det kunne også være en sifonflaske, der via gaspatroner kan puste skum ind i cremer, saucer og mousser. Eller hvad med en spiralizer, der kan lave nudler og spiraler ud af grøntsager og på den måde gøre det lidt sjovere at spise grøntsager?

Vælg godt grej

Når du skal ud at købe køkkenmaskiner, så køb noget ordentligt udstyr, som du bliver glad for og som holder i rigtig mange år. OBH Nordica, KitchenAid, Bosch, Kenwood, Wilfa og SMEG er alle gode mærker, som du kan stole på virker og er med dig længe.