Sådan får du en god start på dagen

Stresser du let om morgenen, fordi du pludseligt ikke kan finde den trøje, du vil have på og fordi, du har glemt at købe müsli til din yoghurt? Mange faktorer kan spille ind, når vi snakker om en hektisk hverdag.

Det kræver dog ikke det helt store at få en god start på dagen. Desuden vil det heller ikke være tidskrævende for dig, der måske allerede er i tidspres. Vi har opstillet nogle gode råd til, hvordan du bedre kan nyde din morgen uden at skulle fare frem og tilbage i håbet om at nå alt.

Stå op, når vækkeuret ringer

Ingen kan lide, når vækkeuret ringer. Derfor er det dog ikke en god idé at trykke på ”snooze”-knappen, for at sove otte minutter længere. Det får du ikke noget ud af, og inden du er døset hen igen og er faldet ordentligt i søvn, vil du have udskudt alarmen nok gange til, at du har sovet over dig. Stå derfor op, så snart du hører den irriterende tone fra dit vækkeur. Den ekstra tid du nu har, vil gavne dig senere på morgenen.

Læg dit tøj klar dagen før

Tøjkrisen er noget, vi alle kender til. Specielt klokken 6:30 om morgenen.

Dagen forinden kan man nøje have udtænkt sig et sæt, man ville have på, men når det kommer til stykket, ender en af delene altid med at være til vask.
Find derfor tøjet frem dagen forinden og læg det klar på skrivebordet, stolen eller i fodenden af sengen. På den måde skal du ikke igennem tre par bukser og fire skjorter, før du har fundet dagens outfit. Ved at udvælge det på forhånd sparer du tid, og bliver ikke irriteret, når det ikke lige går, som du har ønsket.

Drik et kæmpe glas vand, når du står op

At drikke vand på tom mave gør at din krop bl.a. kan nedbryde og fjerne giftstoffer, der hober sig op i kroppen. Et stort glas vand fra morgenstunden får også skyllet din krop igennem og øger ligeledes stofskiftet. Hvis du gerne vil tabe dig, er vandet med til at give dig en mæthedsfølelse, der gør, at du måske ikke kan spise nær så meget til morgenmad. Desuden er det en frisk start på dagen.

Spis en god og fyldig morgenmad

Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Det er den ret, der skal sætte gang i kroppen og den, der skal lægge en god bund, inden frokosten fortæres ved middagstid. Derfor er det også vigtigt med en god og fyldig morgenmad, som vil holde dig mæt i lang tid.
Havregryn er altid en klassiker. Det mætter godt, og hvis du synes, det er lidt kedeligt at gnaske rundt i, kan du altid tilføje nødder, rosiner og frugt, så det bliver lidt mere spændende. En skål yoghurt med müsli er et godt alternativ til havregrynene.

Kom afsted i god tid

Der er intet værre end at komme for sent på arbejde. Dette kan forhindres ved, at du smutter ud ad døren to minutter tidligere, end du havde planlagt. Ved at stå op når vækkeuret ringer, og ved at finde tøjet frem dagen før, vil du også have noget tid til overs. Den overskydende tid, kan du så bruge på at komme afsted tidligere, så du ikke behøver at stresse på vej til arbejde.

Har du andre morgenrutiner, der gør, at du ikke bliver stresset og altid når det, du skal?